Forfærdelig Ulykke! Fire Mennesker indebrændt! En skrækkelig Ulykke er inat hændt paa Gaarden Rokke , en Mils Vei fra Byen, idet fire mennesker er idnebrændt. Om Ulykken berettes følgende: Igaaraftes, da man gik tilsengs paa Gaarden, var alt i Orden. Kl. 1 inat var Konen paa Gaarden opp, da mærkede hun intet. I hovedbygningen sov Eieren Ole Lorentsen Rokke med Hustru og Børn, i Kjøkkenet Tjenestepigerne. I Gaardens anden Etage sov en Skrædder og tre Ungutter . Ved Firetiden inat vaagnede Eieren og Tjenestepigerne samtidig ved Lyden af Knitren og Bragen. Huset stod i lys Lue. Eieren slog ud Vinduet i Soveværelset og fik sin Familie gjennem det ud i Haven lige fra Sengen. Pigerne flygtede ud gjennem Kjøkkendøren og maatte i det forrygende Kolde Veir gaa uden Klæder paa den halve Mil til nærmeste Gaard Strand. Folkene saa strax, at det var umuligt at redde de to brændende Huse. Hovedbygningen og Bryggerhuset. Det gjaldt om at redde de i anden Etage sovende. Eieren kastede med Sne ind Vinduet og forsøgte ved Raab at vække de sovende, men forgjæves. De var sandsynligvis allerede kvalte af Røgen under Søvnen. Strax efter begyndte Taget at falde ned. Sidst faldt Gulvet der, hvor de fire forulykkede sov. Husene brændte totalt ned. De var sammen med Indbo, Avling og Gaardsredskaber forsvarlig assureret. De fire forulykkede er Skrædder Lorentz Siljevig, omtrent 20 Aar gammel, hans Læregut, en døvstum Ungdom, samt Gaardens to Tjenestegutter Johan Hestehagen, Søn af Gaardbruger i Rokke Ingebregt Hestehagen, 17 Aar gammel, og Edvard Nordli, 12 Aar gammel, Søn af Gaardbruger Andreas Nordli. Af de ulykkelige fandtes kun nogle Benrester. Forhaabentlig er de under Søvnen bleven kvalt af Røgen. Eieren mener, at han vilde være vaagnet, hvis de havde skreget eller gjort Anstalter til at komme ud. Angaaende Ildens Opkomst vides intet med Sikkerhed. Eieren antager den opstaaet i Hovedbygningens anden Etage. Efterretningen om den skrækkelige Ulykke for med stor Hurtighed ud over Bygden idag vækkende Sorg og ''skræk i vide Krædse.

 

 

Stor Brand. 4 Mennesker indebrændt. Igaarmorges ved 4 Tiden udbrød i Hovedbygningen paa Gaarden Rokke, tilhørende Ole L. Rokke ved Rokke Kirke en Ildebrand, der desværre krævede 4 Menneskeliv. Paa Gaarden der ligger vel 3/4 Mil fra Byen, gik man igaar tilsengs som sædvanlig, uden at man kunde opdage noget mistænkeligt. Kl. 1 sagdes Konen paa Gaarden at have været oppe, ogsaa uden at have mærket noget. I Hovedbygningen, der er en ny enetages Tømmergaard med tvende Kvistleiligheder, sov Gaardens Eier med Hustru og Børn i den ene Fløi i Underetagen og de kvindelige Tjenere i den anden Fløi. Herfra observeredes Ilden omtrent samtidig af Herskabet og Tjenerne derved, at de hørte Bragen og Knitren, ligesom de saa Lysskinnet. Da Veien ad Hovedgangen fandtes spærret af Luerne, maatte Manden med Familie i største Hast redde sig ud af Vinduerne, medens man i den anden Fløi ligesaa hurtig maatte se at komme ud af Kjøkkendøren, samtlige halvt nøgne, i hvilken Forfatning de maatte gaa i det forrygende Snefyke helt til Nabogaarden Strand. Deres første Tanke var naturligvis om mulig at redde 4 unge Mandspersoner, der laa paa den ene Kvist. Men desværre havde Ilden i den tørre Trægaard allerede grebet saaledes om sig, at det var umuligt at faa nogen Stige opreist til Vinduet. Derimod forsøgte man paa anden Maade at faa vækket dem, bl.a. ved Raab og ved at slaa Vinduet ind med en Stang. De gav dog intet Livstegn fra sig, og fomodentlig var de kvalt af Røg uden at vaagne. Med lidet Vandforraad og med de daarlige Slukningsapparater, som man har paa Landet, indsaa man Strax, at Hovedbyngingen maatte nedbrænde totalt. Fra denne reddedes af værdier kun et Uhr samt ca. Kr. 800, som Manden havde liggende i Sengen og fik med sig. Alt andet af kostbart Løsøre og Indbo, deriblandt pene Møbler og adskillig Sølv, strøg med. Det var heller ikke muligt at hindre Ilden for at gribe fat i det ca. 12 alen fra Hovedbygningen liggende Bryggerhus, der ogsaa nedbrændte helt. Her sov 3 Gutter og en ældre Kvinde, men disse fik jo god Tid til at redde sig ud. Saavel de nebrændte Huse som det brændte Indbo var godt assureret. De indebrændtes Navne var: Skrædder Lorentz Kr. Siljevig ca. 23 Aar gammel, Skræddergut Hans Adolf Svennungsen Eng, hvilke var paa Gaarden og syede. De to øvrige var Tjenestegut Johan E. Engebretsen Hestehaugen samt en 14 aarig Gut, Edvard Andreassen Nordli, der som Slægtning af Gaardens Eier opholdt sig der. Ildens Opkomst, og hvor den først brød ud, er ubekjendt. Man tror den maa være opstaaet i Loftetagen, og da skulde det jo ligget nær at tro, at den var udbrudt paa den Kvist , som var beboet, men mærkelig nok faldt Taget først ned paa den Kvist, der stod ledig. Af sigende fandtes kun nogle forkullede uformelige Levninger i de rygende Ruiner. Det var naturligvis ikke mulig at gjendkjende nogen af dem, men som Døden har listet sig over dem og ubevist bragt dem ind i Evigheden sammen, vil de ogsaa bli lagt til Hivle i en fælles Kiste og en fælles Grav. At de omkomne er kvalt uden at have vaagnet, bekræfter ogsaa den Omstændighed, at Ligene fandtes igjen 2 og 2 Side om Side, som de laa i Sengene. Har de været vaagne, tror også Manden, at han maa ha hørt deres Skrig. Efterretningen om denne sørgelige Ulykkeshændelse spredtes igaar som en Løbeild ud over Byen og omliggende Distrikter.

 

 

De indebrændtes Begravelse. Resterne af de fire ulykkelige, der indebrændte ved Branden i Rokke, begravedes i en fælles Kiste i Tirsdags paa Rokke Kirkegaard. Kirken var aldeles fyldt af sørgeklædte Folk fra alle Kanter rudnt omkring. Pastor Jensen holdt fra Prædikestolen en gribende hjertevarm Tale, idet han benyttede Anledningen til at rette indtrængende Ord til de tilstedeværende. Ved Kisten talte Pastor Foltmar. Derfeter nedlagdes af Præsten ved Døvestummeinstitutet en Krans fra dettes Bestyrerinde, Fru Rosing. Den forulykkede Skræddergut Hans Eng havde været Elev ved Institutet. Endelig nedlagdes en Krans fra Hans Engs Paarørende og Kamerater paa Institutet, Lærerpersonalet ved dette fulgte sin gamle Elev til Graven.

 

Branden paa Rokke Mandag den 18de Febr. sidstleden blev Ide og Marker Forhørsret sat paa Gaarden Strand i Berg til Foretagelse af retsligt Afhør i Anledning af Ildebranden paa Gaarden Rokke Nat til 7de Febr. d. A. I den Anledning var indstevnt 7 Vidner, nemlig Gaardens Eier Gaardbruger Ole Lorentsen Rokke og hans Hustru, 2 af Tjenestepigerne og 3 af Gutterne paa Gaarden. 1ste Vinde var Ole L. Rokke, og han forklarede, at han den nævnte Nat blev Alarmetet af sin Hustru om Branden omtr. ved 4 Tiden om Morgenen. Han sprang op og forsøgte, om det var muligt at komme ud gjennem Gangen, men da dette, grundet Røg og Gnister, viste sig at være umuligt, maatte han og hans Hustru bjerge sig ud gjennem Vinduet, saagodt de kunde. Hans første Tanke, da han kom ud, var at søge at faa reddet de 4 Personer, der beboede Kvistværelset i Husets østre Fløi, nemlig Skrædder Lorentz Kristiansen Silljevig, hans Læregut Hans Svennungsen Eng, Dreng Johan Engebretsen Hestehaugen og Edvard Andreassen Nordli. Da han kom der bort, var imidlertid Gaardens øvrige Tjenestegutter allerede her tilstede og kunde kun melde ham, at de ulykkelige forlængst maatte være døde. De havde slaaet ud et Par af Ruderne, hujet og raabt derop til dem, men havde ikke hørt noget Tegn til Svar fra Kvisten engang. Han raabte da selv op til de ulykkelige paa Kvistværelset og slog ud de tibageværende Vindusruder, men uden Resultat. Da efter dette al Redning af de 4 ovennævnte Personer var frugtesløs, søgte han med Bistand af Gaardens øvrige Folk at begrænse Ilden saa meget som muligt. At redde Hovedbygningen var umuligt, saaledes at al Kraft lagdes paa at bjerge det i Nærheden af Vaaningshuset staaende Bryggerhus. der ogsaa blev benyttet som Drengestue. En Stund troede man ogsaa at dette skulde lyktes, men der var for lidet Vand, og et Par Timers Tid efter Ildens Udbrud laa baade Vaaningshuset og Bryggerhuset i Aske. Med Hensyn til Ildens Opkomst kunde Vidnet intet udtale med Bestemthed, dog antager han, at den maa være opstaaet i Væggen mellem Kjøkkenet og Gangen. Tidligere paa Aftenen havde Vidnets Hustru bedet Vidnet gaa ind i Mellemstuen, da hun syntes, der var saadan en rar Lugt derinde. Dette havde han gjort og fornemmede Vidnet der en intens Lugt, som han imidlertid antog maatte være kommen fra noget Kul, de havde lagt i Ovnen om Aftenen. For Sikkerheds Skyld bad Vidnet Tjenestepigerne gaa op og se efter paa Loftet, om alt var i Orden deroppe, og kom Pigerne strax efter tilbage og sagde, at de intet mistænkeligt kunde opdage deroppe. Vidnet havde Aftenen før Branden kjøbt noget Kul i Byden for at benytte den i Soveværelset, men havde ikke givet nogen anden i Huset Tilladelse til at brænde dem, særlig havde han aldrig engang villet tilade Gutterne paa Kvisten at brænde Kul, da Ovnen i Kvistværelset ikke var beregnet derpaa. Om Gutterne alligevel har taget Kul op med sig paa Værelset, kjendte Vidnet ikke til. Men havde de gjort det, kunde det jo tænkes, at Kulosen den Aften, da der blæste en forrygende Storm var slaaet ind i Værelset og saaledes havde kvalt dem. Samtlige Ovne var efteseede ifjor i Februar Maaned og var der ingen Bemerkning gjort ved samme den Gang, Ingen af de øvrige Vidner kunde give nogen sikker Besked om, hvorledes Branden var opstaaet. At Branden var udbrudt i Gangen var der Enighed om, men om Aarsagen kunde der ingen bestemt Besked gives. Klokken 1 om Natten havde 1ste Vidnes Hustru været opp og lukket op Døren til Gangen, men merkedes heller ikke da nogetsomhelst mistænkeligt. En af Gutterne provede, at da de kom op til den Kant af Huset, hvor de Indebrændte laa, havde de skreget af alle Kræfter paa dem. Tilsidst havde han slaaet ud et Par Ruder i Værelset og kom der da væltende ud en tyk sortgraa Røg, nogen Ild i Værelset bemerkedes derimod ikke. Først en lang Stund senere efterat flere var komne til, kom der Varme i Rummet, men denne kom, saavidt man kunde skjønne udenfra, idet Varmen fra Siderummet antændte Vindueskarmer. De Ulykkelige maate saaledes antages at være kvalte længe før, der kom Ild i Værelset. Til et av Vidnerne havde den ene af de Indebrændte Aftenen før Branden sagt, at han troede, han vilde tage noget Kul med sig op, men senere igjen opgivet dette. Om Vedk. længere udpaa Aftenen havde gjort Alvor af sit Forsæt at lægge Kul i Ovnen paa Kvisten kjendte samme Vidne ikke til.

 

 

 

Sist oppdatert 26.10.2022 12:07